Frimærkeklubben Sydvest har i nogen tid arbejdet på, at få udgivet sit eget frimærke. Det er nu lykkedes idet Spanien tillader privat udgivelser, dvs. man designer motivet, indsender ansøgning og hvis det bliver godkendt kan man mod egen betaling få det udgivet.

Motivet må ikke være reklame, anstødende osv., men da Sydvest ansøgte på basis af at være en dansk frimærkeklub med det formål, at vise dansk filateli, blev mærket godkendt. Motivet er vort klublogo, som ved klubbens oprettelse blev tegnet af nu afdøde Niels Chr. Bruun Nielsen.

Vort klubmedlem Rafael Priego Garcia har hjulpet med alt koordinering. Tak for det.

Vi har valgt at lave mærket til glæde og ære for dansk filateli og dedikere det til vore A- og C-medlemmer, og derfor er 1. oplag et meget begrænset antal på kun 100 stk. Mærkerne bliver brugt på korrekt postal måde og er påsat kuverter og tilsendt hvert enkelt klubmedlem. Hvilket vil sige postindleveret i Spanien og udbragt til postadressen i Danmark med DAO. Helt i overensstemmelse med moderne posthistorie bliver brevene påsat DAO-label, dog meget desværre delvis oven på vort frimærke. Men det er sådant det er.

I brevene er indlagt kort med teksten:

Kære Sydvestmedlem,
Det spanske postvæsen har åbnet for udgivelser med private motiver,
som selvfølgelig skal godkendes af den spanske frimærkekomité.
I den forbindelse har komitéen godkendt en særudgave til ære for
Sydvest Dansk Filateli i Danmark.
Du er nu i besiddelse af et brugsbrev med dette frimærke.
Sydvest-frimærket med logo (tegnet i 1963 af Niels Chr. Bruun Nielsen)
er kun trykt i 100 eksemplarer. Mærket er udelukkende anvendt
til breve sendt til A- og C-medlemmer, ingen løssalg.
En eksklusiv gave til DIG som er medlem af Sydvest.
Venlig hilsen
Bestyrelsen i SYDVEST

Sydvest opfordrer andre klubber til at være kreative og sætte aktivitetsniveauet op. Flere møder, flere aktiviteter så kommer der flere medlemmer. Tag ud og besøg andre klubber for på den måde, at komme i kontakt med andre samlere og få adgang til et større udvalg af materiale.

Samlerhilsner fra
Frimærkeklubben Sydvest v/Frants Langhoff

Sydvests eget frankeringsmærke
Brev med frankeringsmærket - og udbragt af 'dao'.
Modtag vores spændende nyhedsbrev

Modtag spændende indhold når vi udsender vores DFF nyhedsbreve. Du kan afmelde dig til enhver tid.

Jeg ønsker at modtage nyhedsbreve og godkender DFF’s betingelser