Knud Mohr sov stille ind 30. juli. Knud Mohr blev medlem af KPK i 1969 og blev hurtigt medlem af bestyrelsen for i 1976 at blive formand. Dette formandskab fortsatte frem til år 2000. Allerede i 76 deltog Knud meget aktivt i det internationale PR arbejde ifm. HAFNIA 76 og det internationale arbejde fortsatte Knud med i mange år, bla HAFNIA 87 og HAFNIA 01. Hans store diplomatiske evner samt talent for at netværke, gjorde ham til formand for det internationale filatelistforbund F.I.P i perioden 1998-2002 efter at have været i bestyrelsen fra 1994. Han blev udnævnt til ærespræsident i F.I.P.

Knud Mohr formåede godt støttet af andre fremtrædende filatelister i Norden at sætte dagsordenen indenfor den internationale filateli og specielt blev samarbejdet mellem de nationale postvæsner og den internationale filateli udbygget i disse år. På basis af sit store arbejde indenfor filateli blev Knud Mohr slået til Ridder af Dannebrog i 1985.
På den nationale front blev Knud Mohr formand for Danmarks Filatelist Forbund i 1983 og fortsatte frem til 1992. I 1989 blev Knud tildelt DFFs hæderstegn i guld for sin store indsats indenfor international filateli og blev derved æresmedlem.
De senere år brændte Knuds hjerte internationalt mest for The Royal Philatelic Society i London, hvor han var Danmarks repræsentant i en lang årrække. I 1993 underskrev han The Roll of Distinguished Philatelists, som anses for at være den største anerkendelse, man kan opnå indenfor filatelien.
Knud Mohr har gennem hårdt arbejde, samarbejde og regnskabsmæssig kunnen evnet at generere mange økonomiske midler til dansk filateli. Midler der har været til stor gavn for udbredelsen af filatelien og samlerglæden i Danmark. Knuds venskabelige sindelag, hans skarpsindighed og snarrådighed sammen men hans store ressourcemæssige kapacitet vil blive savnet og svær at udfylde. Æret være Knud Mohrs minde.

Modtag vores spændende nyhedsbrev

Modtag spændende indhold når vi udsender vores DFF nyhedsbreve. Du kan afmelde dig til enhver tid.

Jeg ønsker at modtage nyhedsbreve og godkender DFF’s betingelser