Mange frimærke- og postkortsamlere har ønsket at få adgang til at købe og sælge uden at skulle betale det succesgebyr, de internetbaserede auktionsplatforme beregner sig. Danmarks Filatelist Forbund har med aktiviteten dff-netsalg.dk givet et stærkt svar på dette ønske.
Siden lanceringen af den nye programversion bag dff-netsalg.dk den 1. august 2019 er der sket en betydelig forøgelse af omsætningen. Hver måned bliver der solgt mellem 4.500 og 5.700 lots. Nedenfor ses den månedlige omsætning i danske kroner august-december 2019 sammenholdt med august-december 2020:
Omsætning i kr./md. | 2019 | 2020 | 2020 målt med 2019 i % |
August | 82.046 | 119.392 | 146 |
September | 88.010 | 151.488 | 172 |
Oktober | 93.260 | 156.649 | 168 |
November | 97.363 | 189.617 | 195 |
December | 86.514 | 163.563 | 189 |
Hen over året er der selvfølgelig udsving i omsætningen. En medvirkende faktor for den øgede omsætning er den begrænsede klubaktivitet i 2020. En anden – og måske mere betydende faktor – er, at antallet af aktive brugere (brugere, der har været logget ind siden 1. august 2019) er steget med mere end 90%. Den tredje betydende faktor er, at med 424 brugere med adgang til at sælge er antallet af sælgere blevet mere end fordoblet i forhold til status pr. 1. august 2019; og dermed er variationen i det udbudte materiale også blevet væsentligt større.
Hvis du ikke allerede er bruger på www.dff-netsalg.dk, så skynd dig at lade dig registrere. For at være registreret som sælger skal du være medlem af en klub tilsluttet Danmarks Filatelist Forbund eller abonnent på DFT/Dansk Filatelistisk Tidsskrift.