At samle på frimærker er en udbredt – måske den mest udbredte – hobby for børn og voksne i hele verden. Det helt unikke ved denne hobby er, at det er 100% samleren selv, som bestemmer, hvorledes en samling op- og udbygges – og hvad den i sidste ende skal bestå af. Der er slet ingen fælles regler eller bestemmelser.
Filateli er en fælles betegnelse for hobbyen at samle på frimærker, postkort og andre postrelaterede objekter. Det kan f.eks. dreje sig om kuverter, breve, frankeringsmærker, førstedagskuverter, poststempler og en bred vifte af posthistoriske objekter.
Det er langt fra alle frimærke- og postkortsamlere, der kalder sig selv for filatelister. De fleste frimærke- og postkortsamlere finder glæde og fornøjelse ved at have “samleriet” som en hobby, som samtidig giver viden og indsigt. Som for alle samlere gælder det, at det er jagten på og fundet af frimærker og/eller postkort til samlingen, som er et stærkt incitament.
En filatelist er en person, som såvel samler på filatelistiske objekter såvel som på kundskab og viden om dem. Nogle filatelister opsætter dele af deres samlinger til udstillinger, og/eller skriver artikler og bøger om frimærker, postkort og posthistorie samt holder foredrag om frimærker og postkort.
Rigtigt mange – formentlig de allerfleste – samler hjemme ved skrivebordet eller spisebordet uden kontakt med andre samlere udover at følge en eller flere Facebook-grupper. Nogle er udelukkende abonnenter på nyheder/nye udgivelser fra forskellige landes postvæsener. Andre har arvet en samling, som de passer og bygger videre på.
Imidlertid er vi rigtigt mange, der som medlem af en klub også har glæde af at dele viden og erfaringer med andre samlere. Som medlem af en klub er der adgang til at bytte med andre samlere og at købe på auktioner, byttedage og anvisningssalg. Hertil kommer, at der er mulighed for at låne kataloger og anden frimærkelitteratur fra klubbiblioteket.
Så … Skynd dig at blive medlem af en frimærkeklub og få straks adgang til de mange medlemsfordele. Du kan kontakte os på mail: danfil@danfil.dk eller se under ”bliv medlem”.
Danmarks Filatelist Forbund (forkortet til DFF) har valgt at give adgang for alle til at læse ”Tips & Tricks”, som oprindeligt er tænkt som inspiration for den nye frimærkesamler. Imidlertid er der helt givet også viden for den mere garvede samler, da artiklerne i ”Tips & Tricks” er skrevet som ”how-to-do” med afsæt i forfatternes egne erfaringer og oplevelser som mangeårige frimærke- og postkortsamlere.
I DFF’s webshop www.newstamps.dk kan du købe bogen ”Begynd dog at samle FRIMÆRKER”, skrevet af Carl E. Jørgensen. Det er en igangsætterbog, men også en bog til inspiration for dem, der allerede er begyndt, og med et par ideer til dem, der har samlet længe. Hvis du er heldig, kan du antikvarisk købe ”Frimærkebogen”, redigeret af Mogens Juhl, og oprindeligt udkommet i Politikens Samlerserie.
I webshoppen finder du også Flemming Andersens bog ”Frimærker”, der er en bred introduktion, som også fortæller om frimærker som kulturhistorie, filateli og investeringer. Denne bog er med sin anderledes indfaldsvinkel især egnet for dem, der allerede er godt grebet af det at samle på frimærker, og som samtidig også bruger de muligheder, internettet giver.
Under ”medlemssider” (på den del af hjemmesiden, hvortil der kræves medlemskab af en klub under DFF eller et abonnement på DFT) finder du for eksempel et kursus i brugen af programmet Microsoft Publisher som hjælp til opsætning. Det er også her, at du finder ”Frimærkesamlerens leksikon”, opbygget alfabetisk med opslagsord og forklaringer på de begreber, en frimærkesamler støder på. Det er også under ”medlemssider”, at du finder udstillingsreglementer, artikler om det at udstille og medlemmernes egne samlinger.
Under arbejdet med at udvikle Tips og tricks har det været en forudsætning, at teksterne er skrevet for alle samlere – og dermed ikke målrettet f.eks. samlere af frimærker fra Danmark. Du er velkommen til at komme med kommentarer og forslag til nye emner, vi bør tage op. Skriv til os: hjemmeside@danfil.dk