Kapitel 2 Det første udstyr til værktøjskassen

Det gælder for en lystfisker som også for en frimærkesamler, at man ikke må gå ned på udstyr. Dog er det vigtigt at tilpasse mængden af udstyr efter det trin, man samler på. I dette kapitel fokuseres på udstyr for nybegynderen. I de efterfølgende afsnit vil yderligere udstyr til værktøjskassen blive omtalt.

Som nybegynder er det vigtigt at starte med det allermest nødvendige udstyr:

1. en pincet
2. en indstiksbog
3. nogle få pergamynkuverter
4. en lup
5. en takkemåler
6. et frimærkekatalog

En pincet kan købes i en boghandel eller hos en frimærkehandler. Og selvfølgelig også i en webshop.

Der findes forskellige typer af pincetter: Spade, spids og buet spade i en længde på 12 cm eller på 15,5 cm.

Som begynder-pincet anbefales den spidse på 12 cm, da den er god at bruge ved indsætning af frimærker i en indstiksbog. Den er også fremragende, når begynderen skal lære at håndtere en pincet. Den dråbeformede og spadeformede er gode for den lidt mere øvede og især fremragende, når der skal vaskes frimærker af (eller fjernes papirrester på bagsiden af et frimærke). Prøv gerne flere forskellige pincetter – f.eks. på en byttedag, som kan findes i kalenderen her på hjemmesiden https://danfil.dk/begivenheder/  og se, hvad der passer bedst til dig og dit behov.

For snart mange år siden var det almindeligt at købe et fortryksalbum, indeholdende nogle få sider for hvert land med plads til et antal frimærker, som skulle monteres med hængsler. Det ses sjældent nu om dage, hvor indstiksbøger har vundet indpas. Fortryksalbum er blevet yderligere udviklet, således at de i dag sælges i løsblade-systemer til landesamlinger såvel med som uden klemlommer. Fortryksalbum kan være en god måde at se, hvor mange mærker du mangler, hvis du går efter at lave en ”komplet” landesamling (en af hver i kataloget), men er også en forholdsvis stor investering, da de er ret dyre.

Tip: Vent med at købe et af de moderne fortryksalbum, indtil du har 70-75% af de udgivne frimærker fra det land, du primært samler på.

En indstiksbog til en begynder bør være i en god kvalitet, da den er lettere at arbejde med end de såkaldte ”Kina-indstiksbøger”. For en begynder er en indstiksbog med 16 sider tilstrækkelig. I stedet for en fabriksny kan en brugt indstiksbog for mange begyndere være lettere at arbejde med, da striberne er knapt så stramme. De erfarne frimærkesamlere har næsten altid en lille indstiksbog med sig – dels med mærker, de gerne vil vise frem; og dels for at kunne transportere nyerhvervelser sikkert hjem.

Indstiksbogen er til at sætte frimærkerne ”i orden”, således at samleren får et overblik over de frimærker, samlingen rummer. Som regel er det i landeorden, men for en motivsamler vil det være efter motiv: Fugle, landkort, statsmænd, skibe, blomster osv. eller det valgte tema.

Tip: Køb en indstiksbog i A6- eller A5-format. Den er velegnet til at transportere frimærker, byttet eller købt ved en klubaften, hos en frimærkehandler, på en frimærkeudstilling osv.

Med henblik på at sortere frimærker – og måske endda frasortere de hyppigst forekommende frimærker – er det godt at have nogle få kuverter. Mange bruger pergamynkuverter i størrelsen 11,6×7,7 cm, som passer ind i kartoteksæsker. Erfarne samlere foretrækker at have dubletter i pergamynkuverter i kartoteksæsker, da dubletter fylder meget mindre end, hvis de var indsat i en indstiksbog.

Nogle samlere anvender brugte kuverter til at sortere i. Fordelen er, at det er nemt at skrive uden på kuverten, hvad der er i – og så strege over og skrive nyt. Det skal dog understreges, at en samler bør være kritisk over for den form for genbrug, da det kan være at ødelægge et ellers posthistorisk interessant objekt.

For en begynder vil en lup (også kaldet for et forstørrelsesglas) med en forstørrelse på 3 gange ofte være tilstrækkeligt. Det er slet ikke nødvendigt med en lup med lys i, men når frimærkesamleren bliver mere øvet, så kan behovet ændre sig.

Luppen bruges for at se de detaljer, det kan være vanskeligt at se med det blotte øje. Det kan være en variant, der er beskrevet i frimærkekataloget. Eller på jagt efter gravørens ”skjulte” beskeder som f.eks. detaljer i den danske frimærkeserie: Ø-færgerne fra 2001. Det kan også være for at skelne mellem forskellige typer – f.eks. har Finland udgivet dagligmærker i forskellige typer med samme pålydende og farve.

Der findes en særlige type af lupper, der kaldes for en trådtæller. I ”foden” af trådtælleren er der indgraveret mm og inddeling af en tomme (engelsk mål). Trådtælleren er god også til daglig brug, men især, hvis man skal afsløre f.eks. forfalskninger af de irske frimærker, der er lodret utakkede, da man hurtigt kan se, om mærket holder mål i bredden.

Tilsyneladende ens frimærker kan skelnes fra hinanden ved at se på takningen – også kaldet for perforeringen. Det gælder både for de klassiske frimærker, men også for f.eks. nogle nyere danske frimærker, hvor et frimærke udgivet i ark har en takning, og et frimærke udgivet i hæfte kan have en anden takning. Du kan finde mere om takning i kapitel 9. Takning.

Mange lande har udgivet frimærker i ruller, beregnet for salg i frimærkeautomater. Frimærker til ruller kan være trykt i enkeltbaner (lange rækker) – og så er det ikke usædvanligt, at de er utakkede vandret eller lodret. De kan også være skåret op fra ark – og da er det ikke ualmindeligt, at takningen er blevet beskadiget (NB. De er alligevel samleværdige). Fra nogle lande kan rullemærker også kendes på, at de har et tællenummer på bagsiden.

Tip: Hvis frimærker fra automater er blevet beskadiget af fremføringshjulets takker, eller automaten har været forkert justeret, så er der også tale om samleværdige frimærker. Om ikke andet, så som kuriosa og til at vise brugen af automater til frimærker.

For at få styr på takningen er takkemåleren det, redskab man har brug for. Den mest enkle er udgaven i plast/pap.  Frimærket lægges på takkemåleren – og så går man frem efter, at takkespidserne skal passe nøjagtigt med stregerne (perforeringen svarer til hullerne).

Tip: Tag aldrig frimærkerne ud med fingrene, men brug en pincet. Den bøjer ikke hjørner eller skader mærkerne.

Tip: Ryk aldrig papir eller hængsler af frimærkernes bagside med fingrene. Der vil altid blive en tynd plet. Vask dem af.  

Tip: En takkemåler trykt på papir har den store fordel, at den samtidig kan anvendes til at lede efter vandmærker. Læg et frimærke med bagsiden opad i det sorte felt – og hvis der er et vandmærke i den pågældende udgave, så vil det i ca. 60% af tilfældene stå tydeligt frem.

Lidt mere avanceret kan frimærket lægges i en sort skål (købes hos en frimærkehandler) og dryppes med et par dråber renset benzin. Den rensede benzin fordamper, når mærket er taget op igen. Vær dog opmærksom på, at renset benzin kan skade mærket og sørg for god udluftning, da dampe fra renset benzin over tid kan være skadeligt. Der er imidlertid også andre metoder, så læs mere i kapitel 7. Hvad er et vandmærke? Hos flere frimærkehandlere kan købes en væske, der er specielt egnet til at ”fremkalde” vandmærker.

For en frimærkesamler er det helt afgørende at skabe struktur og overblik over samlingen. Hertil er et frimærkekatalog helt nødvendigt.

Tip: Brug en værktøjskasse eller lignende i passende størrelse. Så er der orden og fast plads til udstyret, som ellers let ”putter sig” imellem alt det andet på skrivebordet.