Stort set alle lande fik tidligere trykt frimærker på papir med vandmærke, da det var det bedst kendte beskyttelsesmiddel mod forfalskning.

Vandmærke fremstilles i almindelighed ved, at der i formen til papirmassen er indflettet trådnet i den ønskede vandmærketegning. Det kan også være i form af en såkaldt dandy roll. Vandmærket fremtræder da som en lys tegning. I papirformen kan vandmærketegningen også være nedfældet, og vandmærket fremtræder da i papiret som en mørk tegning (Norge nr. 1), eller vandmærket kan være tørt presset ind i papiret, som det schweiziske vandmærke kors i oval; ved denne fremstillingsmåde har vandmærket en skarp afgrænset rand.

Vandmærket er normalt placeret midt på selve frimærket. Dvs. at papiret er tildannet, så vandmærket får den korrekte placering under og efter trykningen. Vendes papiret på hovedet (hvilket kunne ske dengang, hvor man anvendte ”flatbed” trykkemaskiner med manuel ilægning af papirark), får man et “omvendt vandmærke”.

I England og i øvrige inden for det britiske imperium er frimærker beregnet for udgivelse i frimærkehæfter trykt i ark med 264 frimærker. Ved opskæringen til frimærkehæfter bliver hvert andet frimærkehæfte med omvendt vandmærke.

Kendskab til de forskellige vandmærker er vigtig – og der er god hjælp at finde, da de findes aftegnet som set fra bagsiden af frimærket i alle frimærkekataloger.

Tip: Indtil 1933 blev de danske frimærker trykt på papir med vandmærke. Det er meget forskelligt, hvornår de enkelte lande ophørte med at trykke frimærker på papir med vandmærke. Så tjek katalogets oplysninger.

Vandmærkesøger (bestemmelse af vandmærke)

Det kan være svært et se vandmærket i frimærkepapiret tilstrækkeligt tydeligt, når man blot holder frimærket op i lyset. Derfor skal man anvende en vandmærkesøger. Det er en lille sort plastikskål. Frimærket, der skal undersøges, lægges med mærkebilledet nedad i skålen, og et par dråber rensebenzin dryppes på bagsiden. Herved suges frimærket fast til det sorte underlag, og vandmærket træder tydeligt frem. Bagefter lægges frimærket på et papirark, benzinen fordamper, og det kan sættes tilbage, som om intet var hændt.

Den helt enkle metode er at vende frimærket med bagsiden opad og lægge det på et stykke sort karton – og sammenligne med de illustrationer, der er gengivet i et frimærkekatalog. En anden metode er at bruge en sort bakelitskål, hvor frimærket placeres med bagsiden opad, og hvor der dryppes med lidt renset benzin. I de fleste tilfælde bliver vandmærket nu tydeligt. Vent med at sætte frimærket tilbage i album eller i kuvert, indtil den rensede benzin er fordampet.

Tip: Renset benzin kan skade nogle frimærkers farve (f.eks. anilin og violet), så vær opmærksom på noter i kataloget angående dette.

Der findes desuden forskellige typer af mekaniske og optiske vandmærkesøgere. Måske den nærmeste frimærkeklub udlåner en sådan?

Tip: Der er i tidens løb anvendt mange forskellige typer af papir til fremstilling af frimærker. I alle kataloger er der i indledningen en redegørelse for de typer, der er relevante for det samleområde, det pågældende katalog omfatter.

Advarsel: Renset benzin er meget brændbart og kan give åndedrætsbesvær.

Modtag vores spændende nyhedsbrev

Modtag spændende indhold når vi udsender vores DFF nyhedsbreve. Du kan afmelde dig til enhver tid.

Jeg ønsker at modtage nyhedsbreve og godkender DFF’s betingelser