Fællesfonden har gennem årene hædret mange af de filatelister, der har sat deres præg på udviklingen af dansk filateli. I år vil vi hædre en, der har ydet et betydende bidrag til, at de to-farvede Chr. X mærker er kommet på landkortet, nemlig: Ib Krarup Rasmussen. Vi vil gerne hædre Ib Krarups store engagement indenfor dansk filateli som samler, skribent og udstiller. Ib Krarup er en af de mest skrivende, vidende og hjælpsomme filatelister, vi har haft i mange år. Et forfatterskab, der tæller mere end 70 artikler om en lang række filatelistiske emner, hvor det imidlertid er tydeligt, at hovedvægten for Ib Krarups interesse er de tofarvede kongemærker og pakkeposttaksterne.
Vi skal helt tilbage til 1984, hvor Ib påbegyndte et samarbejde med Carl Egon Hansen om en artikelserie omkring de danske to-farvede Chr. X 1918-1933. Efter et par år ophørte dette samarbejde, og Ib fortsatte ufortrødent med at berige os med sin forskning og skribentvirksomhed. Det blev endvidere til flere udstillingssamlinger om emnet, som gennem tiden er blevet belønnet med guldmedaljer.
Næsten på samme tidspunkt begyndte Ib at beskæftigede sig med den almindelige UPU brevposttakst ved postudvekslingen mellem Danmark, Norge Island og Færøerne, som senere blev udvidet til pakkeposttaksterne til udlandet helt frem til 1996. Interessen udmøntede sig i en lang række af artikler om emnet, og også her har Ib fulgt forfatterskabet op, med flere udstillingssamlinger, som har fået høje bedømmelser både på nationalt og nordisk niveau. Det er nok lidt mindre kendt, at Ib også har skrevet artikler om luftpostudgaven fra 1920, flyvepost, flere artikler om postskibsforbindelsen mellem Danmark og Island – og meget mere.
Et imponerende forfatterskab, som favner bredt og som har været med til at skabe interesse om nogle af de emner, vi normalt ikke betragter som klassisk filateli. Det er vigtigt for dansk filateli, at vi har samler som Ib Krarup, der med deres virke er med til at åbne samlernes interesse for nye områder.
Du ønskes hermed tillykke med Fællesfondens legat 2017. Prisen blev overrakt på Posthistorisk Dag i Odense. Fællesfonden/Irene Henriksen

Modtag vores spændende nyhedsbrev

Modtag spændende indhold når vi udsender vores DFF nyhedsbreve. Du kan afmelde dig til enhver tid.

Jeg ønsker at modtage nyhedsbreve og godkender DFF’s betingelser